Stefan Borum og jeg optrådte til ‘Burger og Bob Dylan’ på Sallies Race Lounge i Taastrup i går aftes. 

Med den indendørs Gokart-bane i baggrunden og amerikansk halvtresser nostalgi væltende ud af alle knaphuller, tog vi hul på historierne om Dylan. Vi måtte have Pernille fra Sallies til at slukke for musikken i lokalet på stedet. Det er lutter halvtresser rocksange de spiller. Chuck Berry, Roy Orbison, Elvis ….Det passede godt som indgang til os, for det var helt sikkert mange af de samme sange som Dylan dengang lå og lytte til på sit værelse i Hibings.  

Jeg var til Dylans koncert i K.B. Hallen i 1966, og der blev altså ikke buhet, da bandet gik på efter pausen“, fortæller en af publikum mig i pausen.

For at skabe et temposkift i fortællingen prøvede jeg i går noget nyt. Jeg forsøgte mig med lidt skuespil. 

Dylans mor har har fortalt, hvor begejstret hun var for sin søn i flere interviews, mens Dylan på sin side, har været mere tilbageholdende med hans følelser om sin mor. Det kommer ikke bag på nogen. 

I aftes bevægede mig så ud i ren fiktion. Jeg var Bob som 19 årig, der ringer hjem til sin mor i Hibbings, for at fortælle hvordan det går ham i storbyen New York, som han lige er ankommet til.

Dog med den viden jeg har om ham, fra hans egen bog ‘Krøniker’ og hvad jeg har læst om moderen Beatty.

Bob ringer også hjem fra verdensturneen i 1966 – maj måned, hvor han er i København og fortæller hvordan det går. Sidste gang han ringer er i 1974, hvor han er gået fra Sara – og Moderen Beatty er nervøs for om hun kommer til at se de 4 børnebørn. 

Jeg havde fået ideen til denne del om eftermiddagen. Så der skal arbejds videre på de tre små scener. Men det kan blive godt.

Sjovt nok – ud af de 25 tilskuere, der i mandags havde fundet vej til Sallies, var der to ældre tilskuere til koncertforedraget som havde været til Dylans koncert i K.B. Hallen i 66. De kunne begge fortælle, at der ikke blev buhet, da bandet gik på efter pausen. Det blev der til langt de fleste koncerter. Til koncerten d. 17 maj i Manchester, et par uger efter K.B hallen, blev der som bekendt råbet ‘Judas’.